Adfærdskodeks for besøgende i frivilligcentret
På internt møde 11. marts 2025 godkendte Frivilligcenter Aabenraas bestyrelse et adfærdskodeks for besøgende i frivilligcentret.
Særligt i centrets åbningstider kommer der mange forskellige mennesker ind ad døren; nogen søger rådgivning om frivilligt arbejde - andre søger anden form for hjælp og kender måske ikke til frivilligcentret i forvejen. Uanset vil den samlede centerledelse med det nye kodeks gerne tage stilling til, hvad der er acceptabel adfærd eller ej, når man besøger Frivilligcenter Aabenraa. Dette for at værne om et godt arbejdsmiljø for ansatte såvel som husfrivillige og praktikanter. Samtidig tydeliggøres centerlederens mandat til at foretage bortvisning af personer med uhensigtsmæssig adfærd.
Hændelser af voldsom eller krænkende karakter registreres internt som en del af frivilligcentrets beredskabsplan og sikring af et godt arbejdsmiljø.
--------------------------
Adsfærdskodeks for besøgende ses her:
- Medarbejdere modtager ikke personlige gaver
- Fysisk berøring af medarbejdere udover håndtryk er ikke tilladt
- Der opfordres til ordentligt sprogbrug og roligt toneleje
- Diskrimination eller nedsættende udtalelser vedr. følgende accepteres ikke: køn, alder, etnicitet, seksuel orientering, fysisk fremtoning, profession, social baggrund eller formodninger om religion eller politisk ståsted
- Tydeligt berusede eller påvirkede personer er ikke velkomne
- Medarbejderes og husfrivilliges anvisninger om brug af, og færden i, lokalerne skal følges
- Centerlederen har mandat til at håndhæve alt ovenstående samt til at træffe beslutning om at forvise besøgende ved overtrædelser
---------------------------------------
- Læst: 286